På en lukket vej i et børnevenligt kvarter med naturen lige i baghaven, ligger denne røde murstensvilla og byder velkommen med en flisebelagt indkørsel op mod garagen og huset. Her får I fire gode værelser, et rummeligt køkken, samt bryggers, bad og en dagligstue ud mod en solrig og privat have. Herudover er villaen fuldmuret og der er gulvvarme overalt.
Husets hjerte er den vinkelformede stue, der rammer terrassen ind, så I kan nyde udsigten til haven fra både spisebord og sofahjørne eller træde direkte udenfor, når vejret er til det. Klinkerne i den ene ende af rummet er med til at understrege den naturlige opdeling af de to zoner, og med de samme klinker i køkkenet, gangen og bryggerset, er der en fin, rød tråd gennem boligen.
Køkkenet fremstår velholdt med lyse elementer, god arbejdsplads og en halvmur, der skærmer mod spisepladsen i rummet. Herfra er der adgang til bryggerset og til stuen, hvor der kan lukkes af med de franske døre, hvis det bliver nødvendigt.
I værelsesafdelingen finder I fire gode værelser, det ene med udgang til terrassen. De tre værelser mod haven har desuden store vinduer, der sikrer et skønt lysindfald. Det er også i denne afdeling, at I finder badeværelset, der charmerer med lækre, murede detaljer.
Det dejlige terrassemiljø rundt om huset byder på flere solrige hjørner, samt et overdækket stykke ind mod spisestuen. Selve haven er dejligt privat, og med enkelte, velvalgte buske og bede, er den også let at holde.
Her bor I midt i et roligt område med hverdagens fornødenheder inden for nær rækkevidde. Skole og daginstitutioner er blot en kort cykeltur væk, og det samme er indkøbsmulighederne. Toget kører fra Brande Station lige over en kilometer fra hoveddøren, og motorvejen tilgås på et øjeblik.